Press Release

Søstrene Grene sætter bæredygtighed øverst på agendaen

On 5 October, 2020.

Tryghed til at handle. Dette er overskriften på Søstrene Grenes nye kampagne, som sætter fokus på kædens arbejde med bæredygtighed og social ansvarlighed. I denne uge lancerer søstrene deres nye ansvarlighedsrapport, der lister kædens indsatser og ambitioner på området.

En del af den overordnede strategi og søstrenes historie
De to søstre, Anna og Clara, som er karaktererne bag Søstrene Grene, repræsenterer sammen begreber som ordentlighed og redelighed, respekten for medmennesker og det at turde handle og tage ansvar for en mere bæredygtig fremtid. For Søstrene Grene handler bæredygtighed derfor om ansvarlighed og om at gøre en forskel, ikke kun på globalt plan, men også i de lokalområder, hvor virksomheden driver forretning. Og sådan har det været siden begyndelsen i 1973. Det fortæller adm. direktør Mikkel Grene og tilføjer:

”For at sikre, at det er top-of-mind for alle medarbejdere såvel som vores kunder, har vi gjort ansvarlighed til en integreret del af vores overordnede forretningsstrategi. Vi skal tænke ansvarlighed og bæredygtighed ind i alle forretningsprocesser, og det kommer vi til at satse massivt på i de kommende år. Jeg synes, vi har så meget at være stolte af. Vi har et omfattende arbejde i gang, og vi vil være blandt de bedste på området. Vigtigst af alt, så skal vores kunder kende til vores indsatser, så de har den viden med i bagagen, når de skal vælge vores produkter.”

Trygge produkter skal give trygge kunder
Kædens kunder skal nemlig føle tryghed til at handle hos Søstrene Grene, og derfor vil virksomheden gerne fortælle meget mere om, hvordan de arbejder med produktsikkerhed, tester for farlig kemi og løbende sætter flere og flere certificeringer og mærkninger på deres produkter.

”Vi får ofte spørgsmål fra vores kunder om indholdsstoffer og materialer i produkter samt hvordan de er produceret. Når vi lancerer et nyt produkt, har det været igennem en lang testproces, der involverer kvalitets-og sikkerhedskontroller, kemiske og fysiske test mv. så vi sikrer, at produktet er trygt at anvende og lever op til lovgivningen. Mange gange går vores krav også skridtet videre end lovgivningen. Derudover arbejder vi løbende på at sætte frivillige certificeringer og mærkninger såsom FSC®, Svanen og GOTS på flere produkter, så vi med de mærkninger kan give endnu mere tryghed til kunden,” siger Liv Vestergaard, Head of Quality & Compliance hos Søstrene Grene.

Kvalitetschefen fortæller desuden, at Søstrene Grene er medlem af amfori BSCI, som er et internationalt system til styring og kontrol af leverandører. Amfori BSCI har mere end 2.000 internationale virksomheder som medlemmer. BSCI’s Code of Conduct forbyder blandt andet børnearbejde, korruption og diskrimination, samtidig med at de sikrer arbejdernes sikkerhed og sundhed på fabrikkerne.

Støtter udsatte pigers uddannelse i samarbejde med PlanBørnefonden
En del af Søstrene Grenes ansvarlighedsindsats omfatter også velgørende projekter. Bl.a. har kæden netop forlænget sit flerårige samarbejde med PlanBørnefonden, der omhandler støtte til udsatte pigers uddannelse i Østafrika.

”Ligestilling mellem kønnene ligger os meget på hjerte, og især pigers uddannelse spiller en central rolle i at bekæmpe fattigdom i udviklingslande. Derfor vil vi gerne støtte PlanBørnefondens vigtige arbejde på området. Som en del af dette samarbejde sælger vi udvalgte produkter i vores butikker og på vores webshop, hvor man ved at købe produktet er med til at donere en del af beløbet til pigers uddannelse i Østafrika. Med 90 mio. besøgende i vores butikker årligt og en stor følgerskare på de sociale medier, tror vi på, at vi kan hjælpe med at fungere som talerør for denne vigtige indsats,” fortæller Mikkel Grene.

Midt i en digital transformation
Bæredygtighedsindsatsen kommer i en tid, hvor den familieejede virksomhed er midt i en digital transformation med lancering af webshops på flere markeder og generelt et stort fokus på at give kunden en bedre og mere personaliseret oplevelse både online og offline.

”Vi går efter, at Søstrene Grene skal tage en digital førertrøje i europæisk detailhandel. Det er en meget omfattende transformation af Søstrene Grene, som vi startede for 3 år siden imod det, man kan kalde ”fremtidens virksomhed”. Her er det helt naturligt at tænke ansvarlighed og bæredygtighed ind i de mange nye initiativer og muligheder, vi får for at gøre tingene helt anderledes. Det betyder meget for os og vores kunder.” slutter Mikkel Grene.

Søstrene Grenes nye ansvarlighedsrapport kan findes på sostrenegrene.com sammen med en lille video, der sætter scenen for søstrenes ansvarlighedsarbejde.

 

EKSEMPLER PÅ MÅLSÆTNINGER FRA RAPPORTEN

  • Inden udgangen af 2022 skal alle møbler, alt legetøj og køkkenprodukter af træ være produceret af FSC®-certificeret træ.
  • Inden udgangen af 2021 skal alt pap- og papiremballage til e-com være FSC®-certificeret, ligesom der generelt er stort fokus på at få nedbragt mængden af transport- og produktemballage.
  • Inden udgangen af 2022 skal en stor del af Søstrene Grenes tekstilprodukter være OEKO-TEX®- eller GOTS-certificerede, ligesom der skal introduceres flere produkter af genanvendte materialer.

Læs mere på https://sostrenegrene.com/da/ansvarlighed

Søstrene Grene har mere end 240 butikker fordelt på 15 lande samt webshops i Danmark, Tyskland og Holland med flere onlinemarkeder på vej.

For mere information, kontakt venligst Søstrene Grenes PR- & Kommunikationsafdeling på pr@sostrenegrene.com