Press Release

Nyt bestyrelsesmedlem skal styrke Søstrene Grenes ambitiøse vækstrejse

On 31 January, 2022.

1. marts 2022 udvides Søstrene Grene Holdings bestyrelse med Fie Hansen-Hoeck, der indtræder som det femte medlem af bestyrelsen i den folkekære detailkæde.

Det er en erfaren kapacitet fra detailbranchen, der 1. marts træder ind i Søstrene Grenes bestyrelse. Fie Hansen-Hoeck kommer med mangeårig erfaring fra bl.a. Salling group, og hun er bragt ind i bestyrelsen for at styrke den familieejede virksomheds fremtidige vækstrejse. Det fortæller medejer og administrerende direktør, Mikkel Grene:

”Med Fie får vi et meget erfarent bestyrelsesmedlem med relevante og tunge bestyrelsesposter bag sig. Hun kommer med en stærk værktøjskasse inden for retail og det rette mindset i forhold til godt købmandsskab. Hun har mange spændende betragtninger og er generelt meget hands-on i sit forretningsperspektiv. Jeg er sikker på, at hun kan bidrage til mange gode diskussioner i bestyrelsen og også komme med nye input til vores forretningsudvikling på vores videre vækstrejse. Dernæst har hun god erfaring fra bestyrelser i ejerledede virksomheder og kender til den dynamik, der er i en sådan bestyrelse. Sidst, men ikke mindst, er hun en hyppig kunde hos Søstrene Grene, så hun har et godt kendskab til vores sortiment og vores butikskoncept.”

Fie Hansen-Hoeck ser det kommende bestyrelsesarbejde hos Søstrene Grene som en spændende tilføjelse til sin bestyrelsesportefølje, idet hun har fulgt Søstrene Grenes udvikling på sidelinjen gennem flere år:

”Jeg har så at sige levet hele mit liv i retail, og jeg glæder mig til at kunne supplere Søstrene Grenes strategi med noget af den viden, jeg har. Jeg har med stor interesse fulgt Søstrene Grenes digitale transformation de seneste år og har tænkt, at det kunne jeg godt tænke mig at være en del af. Søstrene Grene er en familieejet virksomhed med et stærkt DNA og et stærkt købmandsgen. Der er en stor parallel til min karriere i retail, og der er et godt match i forhold til, hvilke værdier vi mener, der skal ligge til grund for en forretning. Jeg stødte allerede på Søstrene Grene for mange år siden, hvor jeg mødte Mikkel og Crestens forældre på messer rundt omkring. Der var stor respekt for dem i branchen. En familieejet virksomhed adskiller sig fra andre virksomheder i DNA og konstruktion. Jeg sætter stor pris på at arbejde med ejerledede virksomheder i kraft af den udvikling og handlekraft, det bibringer. Man kan mærke, hvad hjertet banker for, og hvad de vil. Det betyder meget som bestyrelsesmedlem.”

Pladsen i bestyrelsen har været ubesat, siden Inger Grene gik bort i maj 2021. Sammen med sin mand grundlagde hun i 1973 Søstrene Grene i Aarhus, og mens det i dag altså er parrets sønner Mikkel og Cresten Grene, der ejer og leder virksomheden, var Inger Grene aktiv i virksomheden og del af bestyrelsen helt frem til sin død i en alder af 87 år.

Store ambitioner for de kommende år
I efteråret annoncerede Søstrene Grene store vækstplaner om at åbne yderligere 100 butikker over en tre-årig periode og nå en retailomsætning på 3 mia. i 2023:
”2021 blev et rekordår for Søstrene Grene, løftet af en god omsætning hen over sommeren efter anden corona-bølge og ikke mindst en vellykket julehandel. Så målet om de 3 mia. i omsætning (i alle kanaler inkl. moms) er tættere på, end vi havde turdet håbe på. Vores vækst er drevet af god L4L-vækst, vores digitale transformation og vores ekspansion. Vores digitale transformation er dog stadig i den indledende fase, og vi skal gå fra e-commerce til ægte omnichannel. På butikssiden vil vi nu også fokusere på større enheder i større metropoler, der kan præsentere vores nye butikskoncept som en stærk modvægt til det digitale salg. Så der bliver nok at tage fat på for den nye bestyrelse,” slutter Mikkel Grene.

Søstrene Grene Holdings bestyrelse fra 1. marts 2022:
Formand, Lasse Skaarup Cristensen, partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel
Mikkel Grene, administrerende direktør og medejer
Cresten Grene, kreativ direktør og medejer
Fie Hansen-Hoeck, professionelt bestyrelsesmedlem og CEO og medstifter af Fooducer og Producters
Kurt Carstensen, tidligere CFO og nu Head of Family Businesses hos KIRKBI A/S

Om Fie Hansen-Hoeck:
Fie Hansen-Hoeck har en lang karriere bag sig med flere direktørposter inden for retail, fødevarer og tech. Hun har mange års erfaring fra Salling Group, hvor hun tilbragte de to første år af karrieren i Føtex i Aarhus. Sidenhen blev hun underdirektør i Netto-kæden, hvor hun gennem 12 år bl.a. havde succes med at udvikle spotvare-konceptet og generelt bidrog til kædens hurtige europæiske ekspansion. Sidenhen blev hun adm. direktør i ISO Supermarked med kædeansvar for 1300 medarbejdere. I 2015 stiftede hun food-tech virksomheden Fooducer.com, en BtB-platform for fødevarebranchen. På siden af en professionel bestyrelseskarriere stiftede hun i 2021 rådgivnings- og konsulentvirksomheden Producters.

Fie Hansen-Hoecks bestyrelsesportefølje:
• Formandspost i Madkulturen, en selvejende organisation under Fødevareministeriet siden 2011
Bestyrelsesmedlem i:
• Børsnoterede Alm Brand
• Statsejede Danske Spil
• Privatejede Softline Furniture
• Fonden FairTrade Mærket
• Foreningen Fødevarebanken – NGO på madspild

Om Søstrene Grene
Søstrene Grene er en dansk detailkæde, som siden 1973 har arbejdet på at forskønne og skabe glæde i hverdagen gennem fornyende og æstetiske designs, der inviterer til hyggelige stunder. Søstrene Grene tilbyder et stort sortiment af produkter inden for kategorierne bolig og interiør, køkken, hobby og DIY, festartikler og gaveindpakning, skole og kontor, børn og leg samt sæson-produkter. Kæden ejes og bestyres af grundlæggerfamiliens anden generation fra hovedkontoret i Aarhus, mens butikkerne primært drives på joint venture- og franchisebasis. Søstrene Grene har mere end 240 butikker fordelt på 15 lande og webshop i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig samt partnerdrevne webshops i Schweiz og på Island.
Læs meget mere om Søstrene Grene på www.sostrenegrene.com eller i presserummet her: https://press.sostrenegrene.com/da

For yderligere spørgsmål, kontakt venligst:
Malene Lund Jørgensen, Head of Communication & PR: malene.lund@sostrenegrene.com / pr@sostrenegrene.com
Fie Hansen-Hoeck: fhh@fooducer.com / 28 30 32 34