Pressemeddelelse - Maj 2026

Søstrene Grene klar til at åbne første butikker i Polen og Italien

Newmarkets Pr

Søstrene Grene er nu klar til at åbne de første butikker i Polen og Italien. Virksomheden har tidligere på foråret lanceret webshops på markederne og slutter foråret af med åbningen af den første butik på det polske marked.

 

I slutningen af marts kunne Søstrene Grene fejre åbningen af butik nummer 400 på tværs af markeder. Nu er detailkæden klar til at åbne de første butikker i Polen og Italien. Den 29. maj åbner den første Søstrene Grene-butik nemlig i Polen i Warszawa, mens den første butik i Italien åbner i Bolzano i det nordlige Italien til sommer. Kort tid derefter planlægger detailkæden også at åbne en butik i Italiens designhovedstad, Milano.

 

“Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at vi åbner vores første Søstrene Grene-butik i Polen den 29. maj. Butikken åbner i Westfield Arkadia i Warszawa, som er et af landets største shoppingcentre. Det er en milepæl, vi har set frem til længe, da det markerer vores første skridt ind i Østeuropa. I løbet af sommeren åbner vi desuden vores første butik i Italien i Bolzano og kort tid herefter åbner vi også i Milano. To butiksåbninger, som vi også ser meget frem til.

 

Vi ved, at der er stor interesse for skandinavisk design blandt italienske kunder, og vi har længe ønsket at åbne butikker på det italienske marked. De polske og italienske kunder har allerede taget godt imod vores online univers. Derfor håber vi, de også vil tage godt imod vores sanselige butiksunivers,” siger Mikkel Grene, CEO og medejer af Søstrene Grene.

 

Ambition om 500 butikker på tværs af markeder

Med de to nye markeder vil detailkæden have fysiske butikker i 19 europæiske lande og webshops i 18 lande.

 

Markedsudvidelsen er en del af Søstrene Grenes ekspansionsplaner på det europæiske marked. Den 26. marts åbnede detailkæden butik nummer 400 på tværs af markeder. Ambitionen er at nå 500 butikker i løbet af de næste par år, hvor kæden også sigter mod at nå 100 butikker alene i Storbritannien.

 

”Vi har opbygget en stærk tilstedeværelse på nogle af Europas største markeder såsom Storbritannien, hvor vi har flere end 70 butikker, og Tyskland, som var det første marked til at nå 100 Søstrene Grene-butikker. Det giver os en tro på, at vi kan fortsætte vores ekspansion i nye markeder som Polen og Italien og ikke mindst i vores eksisterende markeder,” siger Mikkel Grene.

 

Ekspansion af egne butikker

Da Søstrene Grene i 1989 første gang åbnede nye butikker udover butikken i Søndergade i Aarhus, var det med franchisetagere. Men som en del af kædens detailstrategi drives de fleste Søstrene Grene-butikker nu som egne butikker, der er 100% ejet af kædens holding-selskab.

 

Det vil også gøre sig gældende på det polske og italienske marked, hvor Søstrene Grene selv kommer til at eje og drive alle kommende butikker.

 

”Vi sætter pris på vores værdifulde og langvarige samarbejder med franchisetagere på flere markeder, men vi har over årene fået styrket vores retail set-up på hovedkontoret, hvilket giver os mulighed for selv at komme endnu tættere på vores større markeder. Generelt giver det os nogle operationelle og strategiske fordele at drive butikkerne selv, og vi er nu ved at have størrelsen og erfaringen til at centralisere disse opgaver,” siger Mikkel Grene og fortsætter:

 

”Uanset ejerforhold arbejder vi dog kontinuerligt med at sikre det samme vidunderlige univers og sanselige butikskoncept på tværs af markeder. Det glæder vi os naturligvis også til at bringe til Polen og Italien.”

 

Søstrene Grene kalder butikskonceptet for ’Retail for the Senses’, og det er at finde i alle nye butikker. Dette koncept er centreret, som navnet antyder, om en sanselig butiksoplevelse. Ambitionen er at aktivere kundernes sanser gennem duften af træ, den klassiske musik, lyssætningen og de mørke vægge, der skal invitere kunderne til at gå på opdagelse i butikken.

 

Om Søstrene Grene:

Søstrene Grene er en dansk detailkæde, som siden 1973 har arbejdet på at forskønne og skabe glæde i hverdagen gennem fornyende og æstetiske designs, der inviterer til hyggelige stunder.

 

Søstrene Grene tilbyder et stort sortiment af produkter inden for kategorierne bolig og interiør, køkken, hobby og DIY, festartikler og gaveindpakning, skole og kontor, børn og leg samt sæson-produkter.

 

Kæden, der drives fra hovedkontoret i Aarhus, ejes af grundlæggerfamiliens anden generation med Mikkel Grene som Group CEO og broren Cresten Grene som Kreativ Direktør.

 

Søstrene Grene har mere end 400 butikker fordelt på 17 europæiske lande og webshops på 16 markeder. Søstrene Grenes holding-selskab ejer størstedelen af kædens butikker, mens de resterende butikker drives på joint venture- og franchise-basis.

 

Som et led i arbejdet for at reducere sit klimaaftryk har Søstrene Grene forpligtet sig til en række ambitiøse klimamål mod 2034, som alle er blevet valideret af den anerkendte klimastandard Science Based Targets Initiative.

 

Læs meget mere om Søstrene Grene på www.sostrenegrene.com eller i presserummet her: https://press.sostrenegrene.com/da